Historien bag ZOO

Historien om Guldborgsund ZOO & Botanisk Have handler om ildsjæle med visioner, om en have med en omtumlet historie og om hvordan vores forhold til dyr har ændret sig gennem tiden.

Historien begynder for 83 år siden, hvor en 20-årig dyrehandler, Carl Heinz Krag, får en ambitiøs ide. Uden større midler vil han skabe en zoologisk have. På forunderlig vis lykkes det. Med venner og families hjælp, en god portion opfindsomhed og hårdt arbejde kan Carl Heinz Krag den 25. maj 1933 slå dørene op til en helt ny zoologisk have.

Haven blev fra starten en succes med mere end 100.000 gæster det første år. Set med datidens øje kunne haven præsentere en imponerende dyresamling med forskellige arter, bl.a. brune landbjørne og havørne. Dengang var der flere arter, end vi i dag kan fremvise – til gengæld har dyrene i dag langt bedre og større anlæg og forhold, som giver dem mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd.

Anden Verdenskrig betød økonomisk smalhals og en voldsom varemangel, der gjorde det umuligt at skaffe bl.a. dyrefoder, og i efteråret 1940 måtte haven lukke. Efter krigen genopstod haven igen, og levede frem til 1970 en omtumlet tilværelse. Senere blev haven omdannet til Folkepark med gratis adgang og primær vægt på klappedyr. Sammen med entrebilletten forsvandt også en stor del af de eksotiske dyr, og haven forfaldt gradvist.

I 2001 besluttede byrådet for Nykøbing Falster Kommune at omdanne Folkeparken til en zoologisk og botanisk have til glæde for både lokale og turister. Det blev samtidig besluttet, at haven skulle være en del af kommunens beskæftigelsesindsats. Det er vi stadig, og en del af arbejdsopgaverne i Guldborgsund ZOO & Botanisk Have bliver derfor løst af ledige, der er på vej til nyt arbejde eller uddannelse.

De sidste ti år har Guldborgsund ZOO & Botanisk Have været præget af mange byggeprojekter. Nye anlæg er kommet til, og gamle er blevet renoveret.

De sidste nye tiltag er Falsters "fedeste" naturlegeplads med klatretårne, svævebaner, hytteby, rutsjerør og meget mere. Desuden har vi fået en spændende dinosandkasse, hvor børnene kan grave efter fossiler af store kødædende dinosaurer. Danmarks første minivulkan går dagligt i "udbrud", og der er legeaktiviteter mange steder i haven.

De seneste par år, er der sket rigtig mange ting i ZOO. Der er bl.a. kommet 10 livlige pingviner, som har fået et anlæg med bassin og redehuler. Surikater har fået et nyt helårshus, ligesom vores fugle har fået nye og store voliereanlæg. Der er kommet en flot og spændende sansehave til stor glæde og inspiration for haveelskere. Sidste nyt er, at odderne er ved at få et nyt anlæg, som skal være en del af et nyt asienanlæg.

Det er mere end 80 år siden Carl Heinz Krag åbnede sin zoologiske have, og meget har forandret sig. Haven er blevet større, dyrene har fået bedre forhold og vi er i dag også en botanisk have, med mange spændende planter. Men en ting har ikke ændret sig: Det er stadig vores mål at give dig en herlig dag i meget hyggelige omgivelser.

Du kan læse hele havens historie her

Guldborgsund ZOO & Botanisk Have er aktive medlemmer i følgende organisationer:

ISIS - International Species Information System
BGCI - Botanical Gardens Conservation International
DAZOBO - Danske Zoologiske & Botaniske havers plantegruppe