PÅFUGL

  • paafugle_62
  • img_1459
  • paafugle_45

Påfuglehannen er med sin blå krop og lange halefjer én af de mere spektakulære hønsefugle.

Når hannen gør kur til hunnen, spredes halefjerene ud som en vifte. Hannen kan tillade sig at være prangende, fordi han hverken deltager i rugning eller opfostring af ungerne. Han ønsker at tiltrække mange hunner til sit harem og udsender et højt ’kee-ow’-kald for at gøre opmærksom på sig selv.

Hunnen har en mere afdæmpet farve og har korte halefjer og hun vælger en mage på udseendet.

Påfuglen hører til hønsefuglene, hvilket man kan se på fødder og næb.

En kronjuvel:

Den farvestrålende påfugl er særdeles værdsat i sit hjemland Indien. Ikke bare på grund af sin skønhed. Men også fordi den æder små kobraslanger og udstøder høje advarende lyde, hvis en tiger eller en leopard kommer tæt på.

De fleste har set påfuglehannen bejle til en hun med rejst og sitrende hale. Det menes, at hunnen udvælger hanner med de største og mest farverige halefjer.

Hunnens fjerdragt er langt mere afdæmpet i farverne. Den er bedre kamufleret og sværere at få øje på, når den ligger på rede på jorden.

Hannens stærke farver skyldes ikke farvestoffer i fjerene. De opstår som refleksioner i et krystallag, der dækker fjerene. På nøjagtig samme måde som der opstår farver på overfladen af sæbebobler og på oliehinden på en vandoverflade.

Den hvide påfugl ligner måske en albino, men det er den ikke. Albinoer har altid røde øjne, mens den hvide påfugl har mørkebrune øjne.