Zebrafinke

  • zebrafinke_colourbox13143726
  • dsc_4036-edit

Biologi

Zebrafinken stammer fra Australien, hvor den forekommer overalt. Samtidig er er den en af de almindeligste burfugle. Vildtlevende fugle foretrækker dog tørre græssletter og marker. Her søger de frø, lidt grønt og lejlighedsvis insekter. Insekterne har særlig betydning i yngletiden.

Hannerne kan kendes på, at de har et blodrødt næb og klare farver på fjerdragten, mens hunnernes næb er mere orangefarvet og fjerene er knap så farvede. Øjnene er røde hos vilde fugle.

Han og hunner holder almindeligvis sammen hele livet, og de kan yngle året rundt afhængig af vejret. Det er kun hannerne som synger og mærkeligt nok kan de inddrage lyde fra omgivelserne i sangen. Sangen bruges mest i yngletiden, og hannerne udfører også en slags dans for at stimulere hunnen.

Reden bygges i træer eller buske, og den består fortrinsvis af græs foret med fjer og dun. Begge køn deltager i rugningen, og når de nye unger klækker, skiftes forældrene til at holde vagt på reden og til at finde føde. Samlet set er der dog hunnen, der tilbringer mest tid ved reden.

Uden for yngletiden samles zebrafinkerne i store flokke på omkring 100 fugle, og her bruges sangen til at holde sammen på flokken.  En særlig sang bruges til advarsel, når en fare truer.

Blandt zebrafinkernes værste fjender hører flere forskellige små pattedyr, som stjæler æg fra rederne. De voksne fugle jages bl.a. af rovfugle og slanger.

Trusler

Zebrafinkerne er ikke egentlig truet i naturen, men de er ikke særligt velkomne på dyrkede arealer eller i beboede områder, hvor deres klatter kan være særdeles generende.