Rosenbille

rosenbiller_1

Biologi

Rosenbillerne er er en stor gruppe af vest- og centralafrikanske biller med et utal af underarter. De enkelte underarter varierer en hel del i deres farvetegninger, men en brunlig til gullig bundfarve med sorte felter er det mest almindelige. Variationerne har give anledning til en del forvirring om billernes navne.

De voksne biller måler 2-3 cm, mens larverne kan vokse helt op til 6 cm. Billerne er nemme at passe, og derfor er de særdeles almindelig i fangenskab. De kæmpestore larver bruges gerne som foder til andre terrariedyr - især krybdyr.

I naturen træffes rosenbillerne oppe i eller under træer og buske, hvor de leder efter forskellige slags frugt, grønt og blomster. Som mange andre biller kan rosenbillerne flyve. Under de farvede og hårde dækvinger har de et par flyvevinger, som spredes ud, når de skal lette. Larverne spiller en stor rolle i omsætningen af skovens organiske materiale.

Efter parringen lægger hunnen omkring 150 æg, som placeres i jorden. Nogle uger senere udklækkes larverne, og de vokser sig til deres kæmpestørrelse på en kost af nedfaldne frugter og dødt plantemateriale. Larvetiden varer omkring 5 måneder, så forpupper larverne sig og indhyller sig i en puppehud, der består af jord, som klistrer til kroppen. Larven forvandler sig til en voksen bille inde i puppen, og er færdigudviklet efter 5-8 uger.

Rosenbillens larver er også højt oppe på listen over spiselige insekter til mennesker, og der er flere undersøgelser i gang over mulige måder at tilberede dem på.

Trusler

Rosenbillens relative store udbredelsesområde, den veludviklede formeringsevne og det brede fødevalg betyder, at den ikke er truet i naturen. Mange fuglearter sætter dog stor pris på de lækre larver.