BRUN/HVIDHOVEDET LEMUR

Det er ikke ondt ment, når lemuren kaldes en halvabe.

Benævnelsen hentyder mere til, at dyret hører til en meget gammel gren af abefamilen. Som for så mange andre pattedyrs vedkommende, er perioden for 65 millioner år siden skelsættende. Dinosaurerne og næsten alle andre dyr uddøde på det tidspunkt, og så blev der plads til alle pattedyrene.

Lemurerne fandt dengang et fristed på den isolerede ø Madagaskar, og der bor de stadigvæk.

Mennesket kom til Madagaskar, for bare 2.000 år siden, og det vil sige at lemurerne har kunnet udvikle sig helt i fred, i et meget langt tidsrum. Indtil mennesket kom, levede der langt mere en 200 lemurarter på Madagascar og nogle var på størrelse med gorillaer. I dag er der måske 100 arter tilbage, og nogle af dem er først rigtigt beskrevet siden 1990’erne.

Lemuren er aktiv på alle tidspunkter af døgnet. Den holder lige så gerne til oppe i træerne, som nede på jorden. Og den er ikke kræsen: Frugt, grønt, bark, tusindben, fugleæg og smådyr er bare et udpluk af menukortet.

Lemuren kan formere sig året rundt.

Hunnerne bestemmer, om de blot vil ha’ en enkelt mage, eller hellere leve i et harem.

Moderen passer sin enlige unge i et halvt år.

”Lemur” betyder spøgelse, og noget er der om snakken: Lemuren har en uhyggelig stemme og store lysende øjne om natten.

Lemurerne har en meget lille hjerne sammenlignet med andre aber.

De har våde snuder ligesom hunde – og så er hunnerne de dominante.

Lemurer bliver meget gamle – op til 50 år.

Latinsk navn: 

Eulemur albifrons

Levested: 

Madagascar

Adfærd: 

Kommunikation ved komplicerede lyde og duftmærkning

Antal unger: 

1

Gruppesammensætning: 

Små familiegrupper eller enlige