Vinterferie i ZOO i uge 7 & 8

Hvorfor kan et dyr ikke lide et net? Og hvorfor går dyrepasseren og løfter dyrets hale? Har du lyst til at høre om hvordan dyrepasserne arbejder og træner med dyrene? Så har du chancen i uge 7 og 8. I hele vinterferien sætter vi fokus på dyrenes dag i Guldborgsund Zoo & Botanisk Have.

Vores dyrepassere vil fortælle om deres hverdag, hvilke redskaber de bruger, og hvorfor de træner dyrene. Du kan bl.a. komme med bagom i tigerens anlæg, hvor dyrepasseren Lotte viser, hvordan de arbejder med sikkerhed i dyreanlægget.

I ugens løb vil vores dyrepassere vise og fortælle om havens dyr. I BørneZoo kan du hjælpe med at fodre dyrene, når de skal have noget at spise. Men du skal være på vagt, for de kommer tæt på og elsker en frisk gulerod eller anden godbid fra spanden. Hos odderne er der små pib lyde. Det er vores nye odderunge, som du kan høre. Dyrepasseren vil fortælle om dagligdagen med odderne, og hvorfor hun bruger redskaber til at træne dem med.

Vinterferien er og også en uge med ekstra hygge og leg. Vi tænder bål, så du kan grille lækre skumfiduser og nyde en dejlig kop varm kakao omkring bålstedet. I hele ugen har vi gang i sjove konkurrencer, hvor vi udlodder flotte præmier fra ZooShoppen.  

Vi glæder os til at se jer alle til nogle vildt hyggelige timer i Guldborgsund Zoo & Botanisk Have.