Abetræ, Abernes skræk

Der findes 19 arter af slægten Araucaria på den sydlige halvkugle undtagen Afrika. Araucaria araucana (Abernes skræk) er et stedsegrønt nåletræ, som er hjemmehørende i det sydlige Chile og Argentina i højder på mellem 600 og 1800 meter. Abernes skræk vokser lige under trægrænsen på vulkansk og delvis tør jord. Træet har en kegleformet, senere paraplyformet vækst og bliver i oprindelseslandene op til 35 meter i højden og 10 meter i bredden. Væksten er omtrent 20 x 20 cm per år. I Danmark har vi to varianter der ikke bliver meget højere end ca. 8 meter i højden og 2,5 meter i bredden og hvis kogler ikke modnes fuldt ud. På unge træer ses barken ikke pga. de store mørkegrønne trekantede blade og som har en torn i spidsen. Bladene lever i 10 til 15 år og bliver siddende efter de er visnet. Blomsten på Abetræet sidder i han og hunstande (tvebo- i sjældne tilfælde som enbo); hunstanden udvikler, fortrinsvis i toppen af træet, i løbet af to år, håndboldstore tøndeformede eller kuglerunde kogler, hvis frø er spiselige. I hver kogle er der mellem 80 og 200 frø, som minder om pinjekerner, men som dog er større.

Abernes skræk er en meget gammel træart inden for nåletræerne. De fandtes i jura og kridttiden (hhv. 199,6 – 145,5 millioner år siden og 145,5 til 65,5 millioner siden) hvor de også fandtes på den nordlige halvkugle. Navnet ”Araucaria araucana, også kaldet Abernes skræk ” er afledt af den i Sydamerika (sydlige Chile) indfødte stamme Araucanere, et navn brugt fra Spaniernes erobring i det 15.-16. århundrede, til det 19. århundrede, men som Mapuche-folket dog afviser som korrekt. Mapuche betyder ”jordens folk” og de anser Abernes skræk, som de kalder Pehuén, som helligt, da det bruges i deres ritualer, bla. som føde og til at lave alkohol af. Abernes skræk er Chiles nationaltræ. Frøene sælges under forskellige navne: Piñones i Sydamerika / Pinole/ Pignole. Abernes skræk anses for truet, da de fældes, dels ulovligt og fordi deres frø indsamles. Træet er beskyttet flere steder.